top of page

Search Results

Search this site

490 results found with an empty search

  • Borgermøde om Valdemarsgård

    Tirsdag 29. september havde Lejre Kommune indbudt til borgermøde om bygning af rækkehuse på Valdemarsgård bag Skråningen. Der var gode oplæg af Lejre kommune, Seniorgruppen og Kronhusene Der var stor interesse for emnet og salen var godt fuld. Vi kom til mødet for at blive afklaret om disse spørgsmål Hvad gør disse boliger til seniorboliger? Størrelse eller indretning? Er der bestemmelse om alder eller bopæl for at det bliver lokale Lejre-seniorer , der køber/lejer dem? Trafik og daginstitutioner er pressede. Hvad er den overordnede plan? Er der tænkt på den arkitektoniske kvalitet og indpasning i landskabet? Ad 1: Der er ingen formel ramme, der gør husene til seniorboliger. Det bliver lejeboliger ejet af Kronhusene. De betegner selv de aktuelle boliger i første etape som seniorboliger (28 ud af 72). Husene ved de fremtidige etaper er ikke angivet som seniorhuse. Hvis husene bliver bygget som fremlagt vil borgere eller kommunen ikke have mulighed for at sætte rammer for hvem, der lejer boligerne. Boligerne bliver lavet i forskellige størrelse op til 120 m2. Hertil kommer et fælleshus. Der bliver lavet brede adgangsforhold til husene og niveaufri adgang. Boligerne vil være i ét plan og overholde gældende regler om tilgængelighed. Ad 2: Det bliver det private selskab Kronhusene, som udlejer boligerne og dermed dem, som bestemmer, hvem der flytter ind. Seniorgruppen kan måske få en anbefalende rolle i denne sammenhæng. Ad 3: Der er ikke lavet nogen plan. Kommunalbestyrelsen påtænker at lave en helhedsplan for Lejre by, men er så vidt vides ikke startet på det endnu. Særligt omkring trafik er der udfordringer. Generelt er der allerede i dag meget trafik gennem Højby og Flædevadsvej, og lokalt vil der være store udfordringer ved at bruge Tvethøjevej som indgang. Der skal være adgang til stisystemet gennem først Skråningens stisystem, som er i tæt beboelse, og så gennem Valdemarsgård, hvor der hverken er sti, cykelsti eller fortov. Ad 4: Der er fra bygherres side ikke store ambitioner om arkitektonisk kvalitet og indpasning i landskabet. Kronhusene henviser til andre projekter som kan ses på deres hjemmeside. Seniorgruppen har besøgt Søndermarken i Tølløse, som de er meget positive omkring. Det er 36 nye boliger i størrelse op til 115 m2. Dvs. meget sammenligneligt med ønsker for den nye udstykning på Valdemarsgård. De kan ses her: https://kronhusene.dk/bolig/toelloese/ Seniorgruppen som ønsker byggeriet har ønsker om fællesskab og fælles faciliteter som værksted, hyggerum, gæsteværelser, men også gode boliger med egen carport eller garage ved huset, terrasser på begge side af huset, stakit mellem husene og hække på max 180 cm. Den sidste del med gode boliger i form af alm. rækkehuse bliver fint opfyldt af Kronhusene. De fælles faciliteter er dog begrænset til et fælleshus. På de tegninger, der er præsenteret for udvalget, vil fælleshuset ikke blive bygget i første etape. Konklusion: Det nuværende oplæg er, at en privat investor ønsker at bygge helt almindelige rækkehuse til udlejning. En gruppe lokale seniorer forventer, at de bliver blandt de første lejere. Der er altså ikke tale om et egentligt, varigt seniorbofællesskab og byggeriet bør derfor være omfattet af det politisk aftalte byggestop. En opfordring til kommunalbestyrelsen er at lave en helhedsplan for Lejre By først, som inkluderer analyse af trafik, stisystemer og institutioner samt hensyn til landskab og arkitektonisk kvalitet, før der sættes gang i nye byggerier. Der bør i den forbindelse også tænkes på andre løsninger end almindelige rækkehuse for at lave et seniorbofællesskab, herunder almennyttige boliger og andelsboliger.

  • Byvandring i Lejre Stationsby 27. sep 2026

    Tag med Allis Bergh på rundtur i Lejre Stationsby. Få del i hendes sjove og spændende barndomsminder, der sætter dagens by- og samfundsliv i perspektiv. Lejre station opstod på bar mark i 1875 på nordvest-banen mellem Roskilde og Kalundborg. Efterhånden tog byen form med kro, andelsmejeri, frysehus, smed, foderstofforretning, købmænd, mekaniker, bank, politibetjent, sygeplejerske, bager mm. Mange af boligerne blev opført mellem verdenskrigene i Bedre Byggeskik-stil. Her voksede Allis op i 1950- og 60erne. Dengang var der stadig damptog og et mangfoldigt butiks- og næringsliv, og børnene legede på Bygaden, mens køerne førtes til græsning ad Lejrevej. Vi begynder med en kort introduktion inde i biblioteket og slutter af samme sted med kaffe og kage. Søndag den 27. september kl. 13-15 Mødested: Lejre stationen (indenfor) Tilmelding på lejreby@gmail.com. Deltagelse er gratis. FULDT BOOKET Arrangementet er et samarbejde mellem Foreningen Lejre By og Lejre Historiske Forening. Det er en gentagelse af et udsolgt arrangement sidste år.

  • Nye boliger i Lejre By (måske) på vej

    Lejre Kommune holder borgermøde 29. september kl. 19 - 21 på Allerslev Skole om planerne for 35 rækkehuse ved Valdemarsgård. Det er åbent for alle interesserede. Tilmelding er ikke nødvendig. ”På borgermødet får alle interesserede mulighed for at komme med idéer og bemærkninger til planlægningen. Kronhusene A/S og Seniorbolig Lejre fortæller om deres ambitioner for det nye boligområde og Lejre Kommune vil gennemgå lokalplanprocessen og de overordnede rammer for udviklingen af området. I forbindelse med udarbejdelsen af Lejre Kommuneplan 2025 blev det politisk besluttet at give mulighed for at planlægge for 35 seniorboliger ved Valdemarsgård i første del af planperioden (2025-28).” Sagsfremstillingen kan læses her: https://dagsordener.lejre.dk/vis?id=e45850a7-9b67-405c-a636-94c6374e2fde&punktid=ff0b49cc-1699-4ef3-9be6-a4aa2f624e2f Området er udlagt til byzone sammen med Valdemarsgård og Skråningen 1 og 2. Tilkørelsen til det nye boligområder er via Tvethøjvej til Rorupvej. Se Rammeplan her Matricon har lavet et prospekt med titlen Seniorbofælleskabet Ådalen – Seniorboliger i naturen. Der er planlagt tre etaper, hvor etape 1 er med 28 rækkehuse og har overskriften seniorboliger. Etape 2 har 22 rækkehuse og et fælleshus. Etape 3 har 24 rækkehuse. Dvs. 74 rækkehuse i alt. Flere partier talte op til kommunevalget 2025 om byggestop frem til 2030, hvor de dog ikke medtog ældreboliger. Se debatten på TV2 Kosmopol ca. 30 min. inde. Her var der bred enighed om at der var bygget nok i Lejre by i forhold til institutioner og trafik, men delte meninger om hvorvidt der skulle bygges seniorboliger til en konkret gruppe af borgere. Michael Ralf Larsen nævner at der allerede er bygget en del senioregnede boliger - Rynkebjerggård, Degnejorden og Skråningen, som dog bebos af folk i alle aldre. Lejre by er siden 2019 vokset 40%. Matricons tegninger viser seniorboliger i samme størrelse som de andre rækkehuse. Hvad gør disse boliger til seniorboliger? Størrelse eller indretning? Er der bestemmelse om alder eller bopæl for at det bliver lokale Lejre-seniorer , der køber/lejer dem? Vil det følge med huset, så det vil vedblive at være lokal seniorbolig? Trafik og daginstitutioner er pressede. Hvad er den overordnede plan? Er der tænkt på den arkitektoniske kvalitet og indpasning i landskabet? 35 boliger i første omgang og på sigt 74 rækkehuse i alt giver et væsentligt yderligere pres på byen. Hvis man tænker det er lokale ældre der flytter ind, så bliver der for hver seniorbolig et større hus til salg. Dvs. at der bliver 35 store familiehuse til salg. Der er mange ubekendte. Deltag i mødet på Allerslev skole 29. september og bliv klogere.

  • Lejre Høstfestival

    Der var mange gode samtaler om Lejre bys udvikling Foreningen Lejre By deltog med en stand til Lejre Høstfestival. Det var en dejlig dag med god stemning, god musik og mange mennesker. Vi fra foreningen Lejre By viste billeder fra Lejre bys udvikling (fra workshoppen i maj) og havde en quiz. Der var mange gode samtaler og også en tavle hvor der kom mange input til Lejres fremtid. En historie der går igen, når vi spørger, hvorfor folk er flyttet her til, var at de søgte væk fra lejligheden i København mod mere natur, god stemning og levende kulturliv, samtidig med at det er muligt at nemt at tage toget til storbyen. Den samme grundfortælling går igen om folk er flyttet hertil fra 50 år siden - 30 år - 10 år eller lige er kommet til. Vi gav mulighed for at man kunne give sit input til Lejre bys fremtid. Nedenfor er nogle af de mange input: Boligudbygning Byggestop og ikke mere udbygning, da infrastrukturen er som den er og skole/børnehuse er fuldt udbygget. (mange sedler) Flere seniorboliger Tinyhouse område som alternativ til nye store huse Arkitektur som passer ind i landskabet Trafik Flere tog - og mindst 2 tog i timen også aften og weekend. Flere cykelstier Bispegårdsvej (fra Hvalsø til Lejre) Cykelsti på Lejrevej (fra Allerslev kirke til Hegnsholt) Blæsenborgvej Fartbegrænsninger 40 km/t på Lejrevej ind i Lejre by Området Mere erhvervsliv - særligt butiksliv Legepladser Økologiske marker Bevaring af kultur- og naturlandskab Hundskov Skolen Mere tumleplads ved skolen Flere penge til skole og SFO til fx flere ture. Foreningen Lejre By støtter fuldt ud op ønsket for en langsigtet plan for udviklingen af området som også tager hensyn til borgernes behov og ønsker. Vores by er vokset med 40% siden 2019 og Lejre kommune har ikke været god til at planlægge den store befolkningstilvækst. Det har betydet trængsel i skole, daginstitutioner og morgentrafikken, samt forringede landskabsværdier. Der er forståeligt nok derfor mange som fastholder ønsket om byggestop for området. BORGERMØDE OM BOLIGER: Aktuelt har Lejre Kommune indkaldt til borgermøde om seniorboliger ved Valdemarsgård (efter Skråningen) . Det sker tirsdag den 29. september kl. 19-21 på Allerslev skole (skoletorvet). Der er lagt op til at bygge 74 rækkehus, hvor første etape er 28 seniorboliger. Læs mere her Input til Lejre bys fremtid på Lejre Høstfestival 2026

  • Lejre Bys fremtid - workshop 10. maj 2026

    Kom og deltag i en samtale om vores by: Hvordan er den blevet til det, vi oplever i dag? Hvordan bør den udvikle sig i fremtiden? Hvad er vigtigt for dig og din familie? Hvordan passer vi på fællesskabet, landskabet og kulturarven? Politikerne har udmeldt byggestop – indtil 2030. Så det er nu, vi kan starte en dialog blandt os borgere, skabe fælles forståelse og få indflydelse på byens udvikling, før den bliver bestemt udefra. Med inspiration fra tre byvandringer, som vi har gennemført i hhv. Gammel Allerslev, stationsbyen og de nyere boligområder, lægger vi op til en uformel samtale om vores bys fortid, nutid og fremtid i Domus Felix. Program søndag 10. maj 2026: 11.00: Velkomst 11.05: Historien bag Lejre By - opsamling på byvandringer 12.00: Fælles frokost - ved Gunnar Gunnarsson fra Fuut Fuut 13.00: Lejre Bys fremtid - samtalesalon 14.30: Fælles afslutning LEGO-værksted for børn kl. 11-14 I LEGO-værkstedet kan børn (i alle aldre) bygge det, som man synes, er vigtigt for, at Lejre by er et dejligt sted. Tag et billede, fortæl hvad det er og del det #Lejreby. Værkstedet laves i samarbejde med LEGO Build the Change. Kom når det passer. Vi ses i Domus Felix til en god snak og lækker frokost fra Fuut Fuut! Det er gratis og for alle, der bor eller er tilknyttet Lejre by. Workshop søndag 10. maj kl. 11-14:30 Sted: Domus Felix Pris: Gratis Tilmelding til frokost (gratis) på email lejreby@gmail.com senest søndag 3. maj! Arrangementet laves i et samarbejde mellem Foreningen Lejre By (tidligere Lejre-Allerslev Grundejerforening) og Lejre Historiske forening og er støttet af Samlingskraft (projekt drevet af foreningen By og Land Danmark, støttet af Realdania).

  • Referat fra Generalforsamling: Nyt navn - Foreningen Lejre By

    På generalforsamling 7. april 2026 skiftede Lejre-Allerslev Grundejerforening navn til Foreningen Lejre By, og foreningen åbnes op for alle, der bor eller er tilknyttet Lejre by. Der blev afholdt en udramatisk generalforsamling i Lejre-Allerslev Grundejerforening, hvor særligt ét punkt på dagsordenen fyldte mest: Foreningens navn. Grundejerforeningen har haft sit navn siden etableringen i 1945, en tid, hvor byområdet var væsentligt mindre og kun bestod af Allerslev landsby og stationsbyen Lejre (eller Ny Lejre, som den også blev kaldt dengang). Højby lå før kommunesammenlægningen i 1970 i Rorup-Glim Kommune og indgik derfor ikke i området. Foreningens formål dengang var at arbejde for at sikre hele området bedst mulig trivsel, og det samme formål gælder den dag i dag. Navnet Grundejerforening var ved foreningens etablering naturligt og sigende. I dag forbinder de fleste dog begrebet med en obligatorisk forening for grundejere i et afgrænset boligområde, hvor medlemskab er tinglyst ved huskøb, og hvor foreningen fx har ansvar for vedligeholdelse af fællesarealer. Vores grundejerforening har derimod altid været en frivillig forening og har ikke haft mulighed for at pålægge medlemmer opgaver eller udgifter. Mange har derfor undret sig over behovet for den “store” grundejerforening, når de enten allerede var tinglyst medlem af en lokal grundejerforening, eller når medlemskab ikke fremgik af lokalplanen. For at undgå denne misforståelse har vi valgt at skifte navn til Foreningen Lejre By . Navnet signalerer samtidig, at foreningen omfatter hele byområdet; Lejre stationsby, Allerslev, Højby, boligområderne imellem og omegn. I samme omgang er medlemsparagraffen ændret, så det ikke længere kun er grundejere, der kan blive medlemmer. Fremover kan alle med tilknytning til området blive medlem. Det betyder, at også beboere i lejeboliger og andelsboliger kan deltage. Foreningen er for alle, der bor i og interesserer sig for Lejre bys trivsel og udvikling. Ét medlemskab omfatter én husstand. Foreningen ønsker fortsat at være høringspart, når der arbejdes med større ændringer i Lejre by og omegn. Vi vil fortsat arbejde for områdets trivsel, herunder balance i udviklingen, bevaring af områdets herligheder samt opmærksomhed på udfordringer som trafik eller manglende kapacitet i institutioner. Det, der har fyldt mest for foreningen det seneste år, er projektet “ Lejre by – historie, nutid og fremtid ”. Projektet gennemføres i samarbejde med Lejre-Historiske Forening og er støttet af Samlingskraft, (et projekt drevet af foreningen By og Land Danmark med støtte fra Realdania). Projektets formål er at skabe en fælles forståelse for byens historie, udvikling samt de forskellige karakteristika og arkitektoniske udtryk, der har præget området over tid. Med dette forløb håber vi at styrke den fælles forståelse af Lejre By og dermed stå stærkere som lokalområde i dialogen med kommune og projektmagere om den fremtidige udvikling af området. L æs mere om de enkelte arrangementer nedenfor: 1. Byvandring: Landsbyen (4. september 2025) 2. Byvandring: Stationsbyen (2. november 2025) 3. Byvandring Pendlerbyen ( 26. april 2026 kl. 13-16) NB! der er stadig enkelte pladser. Afsluttende workshop på Domus Felix (10. maj 2026 kl. 11-14). Åben for tilmelding. Se referat fra generalforsamlingen og årsregnskab 2025 her: Har du ikke betalt kontingent for 2026 eller gerne vil være med i foreningen, så er det ikke for sent: Betal 100 kr. per husstand til MobilePay: 42 30 26 01 (Kasserer Ingolf Christensen), eller bank 1551-2350750 (Husk at skrive e-mail og adresse)

  • 3. Byvandring: Pendlerbyen

    I projekt et "Lejre By - Historie, Nutid og Fremtid" kommer vi nu frem til vor tid. Lejre by vokser fra ca. 300 indbyggere i 1950 til over 3.000. Denne guidede tur tager os gennem nogle af de nye boligområder.    Lejre-Allerslev Grundejerforening og Lejre Historiske forening ønsker at fremme en større forståelse af Lejre by: Hvordan området er udviklet gennem historien, og hvad der i dag karakteriserer de forskellige bydele og sammenhængen mellem dem. Vi laver tre byvandringer: 1. Landsbyen Allerslev , 2. Stationsbyen Lejre og 3. Pendlerbyen. De tre byvandringer bliver fulgt op af en åben workshop på Domus Felix 10. maj 2026.   På denne tredje byvandring ser vi med turleder David Grønbæk på den byudvikling, der er sket siden omkring 1970, hvor der bliver brug for mange boliger til den voksende gruppe af pendlere og deres familier . Pendlerbyen Lejre med store parcelhuskvarterer og stisystemer bliver etableret. Vi ser nærmere på udstykningerne Tårnbjerggård, Rynkebjerggård og Valdemarsgård. Undervejs hører vi om skiftende lokalplanlægning, arkitektur og boligtyper, herunder vægtning af hensyn til privathed, fællesskab, bæredygtighed og kulturlandskab.   Boligudbygningen har til tider ført til heftig debat mellem politikere og borgere. Vandringen giver et indtryk af, hvordan det faktisk er gået - både det, der er lykkedes til bred tilfredshed, og hvad der måske har været mindre heldigt.   Byvandring søndag 26. april kl. 13-16 Mødested: Firkanten Dyssegårdsvej/Holmegårdsvej  Pris: Gratis Tilmelding krævet på email lejreby@gmail.com NB : Det bliver en 4 km lang byvandring i rask tempo. Turen slutter med kaffe og kage på Degnejorden.  Arrangementet laves i et samarbejde mellem Lejre-Allerslev Grundejerforening og Lejre Historiske forening og er støttet af Samlingskraft (projekt drevet af foreningen By og Land Danmark, støttet af Realdania).

  • Indkaldelse til generalforsamling

    Tirsdag 7. april 2026 kl. 19:30 Kære alle Vi indkalder til generalforsamling tirsdag d. 7. april 2026 kl. 19:30 i Seniorhuset Lejrevej 15a. Dagsorden til generalforsamling er  Valg af dirigent og referent Beretning v. formand Regnskab 2025 til godkendelse  Kontingent for 2026  Indkomne forslag: Forslag om ændring af vedtægter - se bilag 1 Valg til bestyrelsen - på valg er: David, Jonna og Karin (alle genopstiller) Valg af suppleanter til bestyrelsen:  Valg af revisor og revisor suppleant : (Jan Adeltoft genopstiller) Eventuelt Forslag om vedtægtsændringer: Vi har som bestyrelse et stort punkt på dagsordenen, som handler om foreningens identitet og kommer til udtryk i forslag om ændring af vedtægter. Bestyrelsen oplever, at foreningens navn skaber forvirring. Lejre-Allerslev Grundejerforening blev stiftet i 1944 som en frivillig forening af grundejer i Lejre stationsby og Allerslev til fælles gavn for områdets trivsel - samme formål som i dag. Det er ikke en obligatorisk grundejerforening forankret i en lokalplan med pligt til fx at vedligeholde fælles arealer. Herudover ønsker vi at være en forening for alle i området, uanset om man bor til leje, i andelsbolig eller ejerbolig. Derfor ønsker vi, at foreningen skal hedde “Foreningen Lejre By” (1) og at åbne op for at alle kan være medlem (3). Når vi nu er i gang med vedtægterne, vil vi gøre formålet mere klart (2) samt forenkle hvad der skal ske, i tilfælde af foreningens opløsning (4). Se bilag  En samlet bestyrelse står bag dette ændringsforslag, og vi håber, at generalforsamlingen vil bakke op om det.  BILAG: Forslag til vedtægtsændringer Husk betaling af kontingent:  100 kr. per husstand Bank 1551 - 2350750 Husk at skriv e-mail og adresse. Det er også muligt at betale kontakt til generalforsamlingen eller via MobilePay til kasserer Ingolf Christiansen på tlf. 42 30 26 01.  AKTUELT Invitation til 3. byvandring - Pendlerbyen - 26. april.  I projektet "Lejre By - Historie, Nutid og Fremtid" kommer vi nu frem til vor tid. Lejre by vokser fra ca. 300 indbyggere i 1950 til over 3.000 i dag. Denne guidede tur tager os gennem nogle af de nye boligområder.  Arrangementet sker søndag 26. april og er gratis Læs mere her: https://www.lejreby.dk/post/3-byvandring-pendlerbyen   Afsluttende workshop på Domus Felix 10. maj Til at afslutte projektet  "Lejre By - Historie, Nutid og Fremtid" inviterer vi til en workshop med frokost i Domus Felix søndag 10. maj. Her vil vi samle op på de tre byvandringer og hvad vi har lært om Lejre bys historie og udvikling, og på den baggrund udveksle tanker, ønsker og ambitioner for områdets og fællesskabets fremtid. Workshoppen bliver åben for alle (både voksne og børn) og vi ønsker, at det skal blive en hyggelig dag med gode samtaler på tværs. Man kan godt deltage uden at have været med på nogle af de tre vandringer og i kun dele af programmet.  Sæt kryds i kalenderen søndag 10. maj. Vi vil fortælle mere om arrangementet senere.

  • 2. Byvandring: Stationsbyen

    I projektet "Lejre By - Historie, Nutid og Fremtid" går vi nu fra landsbyen Allerslev frem i tiden til stationsbyen Lejre. Her vil kulturhistoriker og forfatter Lene Floris den 2. november 2025 fortælle om stationsbyens tilblivelse og udvikling, blandt andet Bedre byggeskik-bevægelsen, som stadig præger bybilledet. Lejre-Allerslev Grundejerforening og Lejre Historiske forening ønsker at få en større forståelse af Lejre by: Hvordan området er udviklet gennem historien, og hvad der i dag karakteriserer de forskellige bydele og sammenhængen mellem dem.   Centralt for forståelsen af vores by er Nordvestbanen mellem Roskilde og Kalundborg, der blev etableret i 1875. Jernbanen gik syd for Ledreborg Allé mellem Hulemølle (Ledreborg) å og Lavringe å, og efterhånden opstod der omkring stationen en ny by, som overtog navnet Lejre fra den gamle landsby, som så blev kaldt Gammel Lejre. Et andelsmejeri kom til i 1920 (det nuværende Domus Felix), kro, station, smed, foderstof, købmænd, mekaniker, mm. og selvfølgelig en række beboelsesejendomme, hvor mange blev bygget i tidens foretrukne stilart, Bedre Byggeskik.     Kulturhistoriker, etnolog og forfatter Lene Floris vil ridse den brede historie op, og Allis fra Lejre Historiske Forening vil fortælle barndomsminder fra dengang i 1950erne, hvor byen havde et mangfoldigt butiks- og erhvervsliv, børnene legede på Bygaden, og der gik køer på vej til græsning på Lejrevej. Den lokale murermester og tømrer stod for opførelsen af de fleste huse, og folk, der boede i byen, arbejdede der også, mens pendlere var der ikke mange af. Tid: 2 . november 2025 Kl. 13-16 (med let forplejning) Pris: Gratis Tilmelding krævet på email lejreby@gmail.com : UDSOLGT Arrangementet laves i et samarbejde mellem Lejre-Allerslev Grundejerforening og Lejre Historiske forening og er støttet af Samlingskraft (projekt drevet af foreningen By og Land Danmark, støttet af Realdania).

  • 1. Byvandring - Landsbyen 4. september

    Gl. Byvej i Allerslev. Degnehuset til højre. Malet af Christian Bayer i 1874 I projektet "Lejre By - Historie, Nutid og Fremtid" starter vi med første byvandring i Gl. Allerslev under titlen ”Landsbymiljø og byggeskik i Gammel Allerslev” som er med med restaureringsarkitekt Søren Vastrup og Netværk for Bindingsværk. Allerslev udgør den ældste del af Lejre By. Meget er heldigvis bevaret i form af kirke, gadenet, stendiger og bindingsværkshuse, der dermed udgør en umistelig del af områdets herlighed og kulturarv. På en rundvandring i landsbyen vil den anerkendte restaureringsarkitekt og forfatter Søren Vadstrup oplyse og vejlede om de gamle bygninger, deres særlige byggeskik, og hvordan man passer godt på dem. Lokale deltagere er velkomne til at fortælle om deres boliger og stille spørgsmål, og enkelte steder vil vi kunne komme indenfor. Turen omfatter også andre interessante elementer i landsbymiljøet, den historiske udvikling og sammenhæng med det omgivende landskab. Turen vil give anledning til fælles overvejelser om behov for genopdagelse, bevaring, istandsættelse og udbedring. Tid: 4. september 2025 Kl. 16 - 19.30 (med let forplejning) Pris: Gratis Tilmelding krævet: UDSOLGT Arrangementet laves i et samarbejde mellem Lejre-Allerslev Grundejerforening, Lejre Historiske forening og Netværk for Bindingsværk og er støttet af Samlingskraft (projekt drevet af foreningen By og Land Danmark, støttet af Realdania).

  • Lejre By - historie, nutid og fremtid

    Lejre-Allerslev Grundejerforening og Lejre Historiske forening er gået sammen om at planlægge et spændende forløb og med hjælp fra Samlingskraft bliver de nu realiseret. Vi vil gennem tre byvandringer forstå, hvordan Lejre by er blevet formet igennem historien med forskellig behov, byggestile og måde at planlægge på. Vi vil så afslutte med en fælles workshop, hvor vi ser på og taler om, hvilken by vi ønsker at bo i i fremtiden. Vi vil gerne invitere byens borgere med, og al deltagelse er gratis, da vi har været så heldig at få støtte fra Samlingskraft. Samlingskraft er et projekt, der bliver drevet af foreningen By og Land Danmark. Realdania støtter projektet . De tre byvandringer vil finde sted i tre forskellige historiske bydele, hvor vi kigger nærmere på skiftende byggestile, boligformer, infrastruktur og sammenhæng med landskab og natur: Første byvandring er i Gammel Allerslev den 4. september 2025. Her vil vil primært fokusere på landsbymiljøets bygningsarv i form af gårde, bindingsværkshuse, stendiger mv. Vi har lavet aftale med arkitekt Søren Vadstrup og Netværk for Bindingsværk. Søren Vadstrup vil fortælle om landsbyens byggeskik og kulturmiljø og komme med gode råd til, hvordan den historiske bygnings- og landskabskultur kan bevares og udnyttes i en nutidig sammenhæng. Anden byvandring i Lejre stationsby, der opstod på nordvestbanen for 150 år siden, vil fokusere på stations- og andelsbyens udvikling i form af hovedgade, erhvervsliv, butikker, boliger etc. Tredje byvandring går gennem de nye udstykninger, som kom til i flere faser siden 1960erne i forbindelse med den store bevægelse, hvor tilflyttere etablerede sig i parcel- og rækkehuse. Det har blandt andet ført til en stor moderne skole, et omfattende stisystem og trygge skoleveje. Det afsluttende arrangement vil være en workshop, hvor vi på baggrund af byvandringerne vil inviterer til en åben diskussion om byen og områdets fremtidige udvikling - muligheder og udfordringer, håb og drømme. Der er kun sat dato for det første arrangementer. De andre arrangementer vil blive offentliggjort når der er lavet aftale med foredragsholdere. Al deltagelse er gratis. Har man input til arrangementerne, så kontakt endelige planlægningsgruppen der er Troels Land, David Grønbæk og Anders Sejerøe ( anders.sejeroe@gmail.com )

  • Referat fra Generalforsamling 2025

    Hermed referat fra foreningens generalforsamling 27. april. Formand Jan Adeltoft gennemgik årets gang og de mange debatindlæg. Samarbejdet med Lejre Historisk Forening blev præsenteret ved David Grønbæk om byvandringer med blik for fortid og fremtid. Jan valgte ikke at stille op, til gengæld fik bestyrelsen nyt medlem Troels Land. Den nye bestyrelse har 21. maj konstitueret sig, og Anders Sejerøe er blevet valgt som formand. Bestyrelsen takker Jan Adeltoft for den store indsats igennem mange år!

bottom of page