top of page
  • lejreby.dk

Åbent brev til borgmester Mette Touborg

Som øverste ansvarlige og som den der burde ville os det bedste, er vi tvunget til at gøre indsigelse mod Degnejord planen.

Formålsparagrafen for Lejre-Allerslev Grundejerforening er at "fremme forhold som har betydning for områdets trivsel". På den baggrund må foreningen på det kraftigste tage afstand for de planer, der ligger for Degnejordens nye bebyggelse, således:

1. Det er uanstændigt at der her skal bygges huskasser i 2 fulde etager på denne smukke vestvendte skråning i Lavringe ådal og få området til at ligne en by ghetto, midt i landsbyen Lejre-Allerslev. Disse høje bygninger er omkranset på alle sider af huse i primært 1 etage og vil stå bombastisk med et intenst lys om aftenen ud over ådalen samt skygge på andre huse i solskinstimerne, en skændsel for vort dejlige område.  

2. Når man flytter til Lejre-Allerslev skal Lejre kommunen ikke være aktiv for at der plastres 125 huse på et område, hvor der normalt vil være max. 50 huse. Det vil nærmest blive en ghetto og det kan undre, at der ikke er blevet lyttet til den massive anmærkning fra de 2-300 deltagere ved workshoppen, som netop gjorde opmærksom på, ikke at etablere en tæt pakket bebyggelse.

3. For 125 boliger á 100 m2 beboelse, vil der kun blive plads til ca. 100m2 have, når vej, grønne områder, parkering samt hus er fratrukket, det er da ikke landsby værdigt. For en husbredde på 8 m, vil dette betyde f.eks. 4 m foran huset og 64 m2 bagved huset, hvoraf en terrasse vil tage 30 m2 - dvs. 24 m2 til græs, trampoliner, legehus etc. Det kan vi ikke være bekendt at skulle lade unge familier flytte ind på så lidt plads her i Lejre-Allerslev! Det er det tætteste man kan komme på en lille kolonihave. Det er det modsatte indtryk man får, når man læser kommunens pjece "Vores sted" om bevarelse af landsbyer og vor tilgang til at blive økologisk selvforsynende. 

4. Det er positivt, at der vil blive tilgodeset boliger til de ældre i området, som ikke længere kan klare deres store huse, men som ønsker noget i 1 plan på dog ikke under 100m2, uanset single eller ægtepar. Men at de skal nøjes med alt ialt 100 m2 have, er for fattigt. Denne ældregruppe bør som minimum kunne få 2-300 m2 have til græs, grøntsager, frugtbuske, blomster etc.

5. Trafikforholdene i Lejre-Allerslev området har i flere år været kaotiske, specielt i mylretiderne. Alene med den begrundelse, er det uansvarligt at tilføre 125 ekstra familier + de 35 nye fra Valdemarsgård udstykningen. Selvom der er venteliste på 30 ældre boliger og alle de måtte flytte ind, ændre det ikke noget ved trafikproblemet, da nye familier jo flytter ind i deres boliger. At parkering ved stationen nu nedlægges samtidig med at der kommer endnu flere biler til, skriger til himlen.

Det er vort håb at de ansvarlige politikere vil forstå vor dybeste bekymring for dette eksperiment i vort dejlige landsbyagtige Lejre-Allerslev og i stedet som minimum halvere antallet af boliger, og dermed fastholder nuværende befolkningstæthed og bibeholde det luftige indtryk, man oplever når vi går tur i dette ellers dejlige område. Der er flere informationer på websiten Degnejorden.dk. 

Jens Fisker, formand

Lejre-Allerslev Grundejerforening

Bygaden 11

4320 Lejre

Dagbladet 16. april 2016

4 views0 comments
bottom of page