Ja, Evan Jensen det havde du nok ikke planlagt med, da du forudseende i sin tid købte dette stykke jord, men med vedtagelsen af planen for salg af Degnejorden, ved Lejre-Allerslev, slagtes guldkalven for kr. 50 mio. til forventet socialt boligbyggeri. Beløbet øremærkes desværre ikke til noget dejligt ekstraordinært, men går direkte ned i den slunkne kassen, hvorved underskuddet er dækket ind.
Facts om udstykningen Alting har sin pris og i dette tilfælde indebærer det at fremfor at området udstykkes til 50 boliger på den normale 800 m2 grundstørrelse som ”kun” giver kr. 35-45 mio. i indtægt, bliver området nu plastret til med 125 boliger á ca. 300 m2, dvs. når bolig og parkering er taget fra, bliver der under 200 m2 jord til have per bolig. Da der lægges op til grønne fællesarealer, bliver det i virkeligheden nok kun til 100 m2 have omkring boligen. Dertil kommer at hvor alle andre boliger i området er 1 til 1 ½ etage, bliver dette område nu ikke blot op til 1 ½ etage, men helt op til 2 fulde etager. Husene bliver fra 80-140 m2. Salgsprisen incl. bolig ville ligge lige omkring kr. 3 mio. ved 120 m2, men ved at reducere grunden til 300 m2, kan prisen komme ned på kr. 2,5 mio.
Hvem flytter ind? Der er lagt op til blandet bebyggelse for ældre, enlige, fraskilte og småbørns familier samt tilflyttere, her blev nævnt 36-55 årige fra f.eks. Frederiksberg. Personligt kan jeg ikke få dette regnestykke til at gå op, idet beboere fra á la ”Frederiksberg” ikke flytter til et mindre hus og et frimærke som have samt de andre grupper kan få meget svært ved at få godkendelse til et kr. 2,5 - 3 mio. hus, hvis da ikke området sælges til sociale boligselskaber med vicevært til at klare alting for en.
Trafikforhold og driftsøkonomi? Trafiksikkerheden og de i forvejen belastede veje har ej heller været vurderet. Idet utrolig mange kører deres børn i skole, vil 150 nye familier i området (incl. Valdemarsgård) indebære at trafikken gennem Bygaden kl. 8 til Allerslev skole vil blive voldsomt øget. Ligeledes kan det undre mig, at der ikke foreligger et driftsregnskab med løbende forventede kommuneskatter minus faste udgifter for disse 125 familier der satses på.
Vores Sted... Som lokal i området, må jeg blot konstatere at ”49 landsbyer, samarbejde og alle de andre pæne og rigtige ting som står i Vores Sted”, blev solgt til højest bydende. Der forsvandt vort DNA , dvs. oplevelsen af det grønne, ejerboliger man kan gå rundt om, følelsen at vi stadig er en ”landsby” med varierede huse, forsvinder. Jeg frygter et nyt ghettoagtigt Albertslund, endda her med op til 2 fulde etager.
Workshop referat Til alle dem som ikke deltog i den workshop, kommunen havde inviteret til, er der ikke noget at ærgre sig over. Referatet fra Workshoppen indeholdt 42 sider oplæg og 9 flot designede sider fra mødet og hvor bl.a. konklusionen var at de 2-300 deltagere ved mødet var ældre og ikke var repræsentative for potentielle tilflyttere, hvilket er noget mærkeligt da netop de ældre var nævnt som potentielle købere. Således mere et bestilt pænt pre-fabrikeret manifest end et referat (f.eks. som ved Valdemarsgård borgermødet), men designmæssigt et flot stykke arbejde med de rigtige ord som fælleskab, landsby, grønne fælles arealer, lys og luft bevares etc., men som ved cut-the-crap viser sig at være 125 boliger i op til 2 fulde etager med hver 100 m2 have - hvor er det ærgerligt for vort ellers dejlige område, som nu risikere at blive et Albertslund lignende bysamfund i 2 fulde etager.
Final beslutning Men det skal vedtages på et kommunalbestyrelsesmøde allerede her efter sommerferien, så hvis også andre end jeg protesterer, er der måske en chance for at der er nogle politikere, som ikke vil have dette hængende på sig - det er trods alt kommunalvalg i 2017.
Jan Adeltoft/2. marts 2016
Comments